Hvem arver mig som samlever med børn?

Som ugift samlever med børn går al din arv til dine børn, din samlever arver intet. For at undgå, at din samlever må flytte fra hus og hjem, er det derfor vigtigt at få oprettet et testamente.

Testamente - Hvordan gør jeg?


Du svarer på 10-12 spørgsmål online.

Testamentet sendes straks pr. e-mail.

Du skriver testamentet under.

Din arverækkefølge kan du se i nedenstående. Hvis der er arvinger i række ét, så arver de, derefter arver personer i række to, osv.:

  1. Dine børn
  2. Dine børnebørn
  3. Dine oldebørn osv.

I det følgende kan du læse om, hvad der er vigtigt for dig at være opmærksom på som samlever med børn. De enkelte punkter vil herefter blive uddybet.

Hvad skal jeg være klar over som samlever med børn?

  • Samlever: Hele din formue går til dine børn, mens din samlever intet arver. Din samlever kan kun arve, hvis du opretter et testamente.
  • Tvangsarvinger: Dine børn er per definition tvangsarvinger, og skal samlet arve mindst 25 % af din formue.
  • Særeje: Du kan vælge at tildele dine børn særeje i forbindelse med modtagelse af din arv. Dette sikrer, at dine børn ikke skal dele deres arv med en evt. ægtefælle, hvis de skulle blive skilt.
  • Båndlæggelse: Ved at båndlægge hele eller dele af din arv, kan du fastfryse arv, så arven eksempelvis først kan udbetales, når arvingen fylder 25 år.
  • Børnetestamente: Du kan, som rigtig mange andre med børn gør, vælge at oprette et børnetestamente. Her kan du ønske, hvem der skal varetage forældremyndigheden over dine børn, hvis du måtte gå bort.

Kun et testamente sikrer din samlever

Hvis du ikke er gift, og ikke har oprettet et testamente, så arver din samlever ingenting. Dine børn kan ikke videregive arven, så det er altafgørende at få oprettet et testamente, hvis din samlever skal kunne videreføre jeres familie i bedst mulige økonomiske rammer.

Der kan i visse tilfælde være mulighed for, at børnene efterlader dele af deres arv til din samlever, men det er forbundet med mange høje afgifter, der skal betales til staten af flere omgange.

  • Først betaler børnene 15% i arvegift (også kaldet boafgift).
  • Din samlever skal efterfølgende indkomstbeskattes af arven, da det kategoriseres som en gave.

Et testamente kan således gøre en stor forskel for din samlever og dine børn, og det er nemt, hurtigt og enkelt at oprette det hos DinArv.dk uden brug af advokater.

Vær opmærksom på, at pensioner og forsikringer skal behandles særskilt, hvis din samlever skal modtage disse. Sørg for, at din samlever er skrevet ind som begunstiget i pensionspapirerne og forsikringspolicerne.

Tvangsarvinger

Tvangsarv er den del af arven, som ikke kan ændres i et testamente. Tvangsarven er ifølge arveloven på 25 % af din arv. Tvangsarvinger er i dit tilfælde dine ”livsarvinger”. Det drejer sig om dine børn, børnebørn osv.

Har du og din samlever boet sammen på samme folkeregisteradresse under ægteskabslignende forhold de seneste to år? Hvis ja, så er det muligt at arve efter hinanden, som om I var ægtefæller, hvis I opretter et testamente.

Opretter du ikke et testamente, så vil dine børn arve dig. Ejer I f.eks. fast ejendom sammen, så vil din andel af jeres ejendom blive overtaget af dine børn. Din samlever kan derfor være nødsaget til at sælge ejendommen, så dine børn kan modtage deres retsmæssige arv. Både din samlever og dine børn risikerer på denne måde at blive boligløse, selv om begge parter ønsker at blive boende.

Særeje

Ved at tildele dine børn særeje kan du sikre, at de i tilfælde af skilsmisse eller separation ikke skal afgive halvdelen af deres arv til deres ægtefælle.

Særejebestemmelserne gælder uanset, om de er oprettet før eller under dine arvingers ægteskab. Hvis du ikke indsætter særejebestemmelser i testamentet, så vil din arvings andel af din formue blive til fælleseje mellem din arving og en eventuel ægtefælle.

Båndlæggelse

Båndlæggelse betyder, at du kan vælge at fastlåse din arv til dine børn, så de f.eks. først kan få den udbetalt, når de er 25 år.

Det er en måde at sikre, at dine børn ikke får udbetalt hele deres arv på en gang eller i en for tidlig alder.

Når du opretter et testamente, kan du derfor vælge at båndlægge den hele eller dele af dine børns arv. Du skal være opmærksom på, at du kun kan båndlægge tvangsarven, indtil dine børn er 25 år. Hvis du tildeler dine børn yderligere arv end deres tvangsarv, så kan du frit båndlægge arven, som du ønsker.

Børnetestamente

Det er normalt at oprette et børnetestamente, hvis man er alene, og har børn. Gennem et børnetestamente kan du ønske, hvem der skal overtage forældremyndighederne til dine børn, hvis du en dag går bort.

Mange skriver ofte specifikke ting ind i deres børnetestamente, om hvilke beføjelser de ”nye forældre” har over børnenes arv. Foretrækker du eksempelvis, at dine børns værger skal have råderet over noget af dine børns arv som hjælp til opvæksten? Eller foretrækker du, at værgerne selv står med den økonomiske byrde?

Det er emner som disse, du kan indføje i dit børnetestamente.

Husk: Ved at oprette et børnetestamente sikrer du dine børns fremtid med hensyn til forældremyndighed og værgemål, hvis du en dag går bort. 

Udarbejdelse af et testamente kan være en barriere for mange. Der skal tages stilling til mange emner, som vi reelt ikke ønsker at tænke på. Når det er sagt, så er følelsen af at have sikret sine nærmeste gennem et testamente rigtig god.

Kom uforpligtende i gang med at oprette dit juridisk gyldige testamente. Det er mindre besværligt end du tror.

Ved at oprette et testamente sikrer du dine arvinger.